|
“Havørnen, odderen og løvfrøen viser os, at en målrettet indsats bærer frugt. De viser, at Danmark, som et af verdens rigeste og mest miljøbevidste lande, selv kan spille en aktiv rolle i arbejdet for at bevare den biologiske mangfoldighed. Det er vores ansvar at forvalte naturen så godt, at ingen vilde planter og dyr forsvinder fra Danmark på grund af vor generations fejlgreb. Det skylder vi naturen, os selv og ikke mindst vore efterkommere.”
– forord til “Rødliste 1997 over planter og dyr i Danmark”
af daværende miljøminister Svend Auken.
Jeg har valgt at åbne min bog ‘Der er et yndigt land’ om Danmarks natur med citatet om “Havørnen, odderen og løvfrøen”, fordi det er smukt, optimistisk og naivt. Alt sammen positive karaktertræk, ikke mindst i forhold til deres modsætning: grimt, pessimistisk og kynisk.
Gennem mere end et års dybdeborende research til denne beretning om den danske naturs historie gennem 200 år har jeg kæmpet med disse modsætninger, og det skal ikke skjules, at jeg har set mere grimt end smukt, mødt flere pessimister end optimister og måttet studere kynismens kolde konsekvenser i et utal af faglige rapporter, redegørelser, arbejdspapirer og evalueringer.
Det er en grum historie, der skal fortælles, for den handler jo om den brutale ødelæggelse af det danske landskab. Om forarmelsen af landets oprindelige natur til materiel berigelse for de få, men til ubodelig skade for de mange. Om hundrede års egoisme, kynisme og uvidenhed, der har omdannet store dele af landet til gold ødemark i naturhistorisk forstand. Selv ikke vore fjerne forfædre har fået lov at hvile i de årtusinder gamle grave; deres splintrede knogler ligger spredt ud i pløjelaget. Alt dette er ikke til at komme uden om, når man har sat sig for at give et veldokumenteret og sandfærdigt billede af naturens tilstand i det yndige land.
Mest grotesk har det været at erkende, at vi selv har finansieret den store ødelæggelse af Danmarks natur. Det var den almindelige skatteborgers penge, der betalte statstilskuddene til de store afvandinger, mishandlingen af vandløbene, ensretningen af skovene og opdyrkningen af enge, overdrev og heder. Og vi betaler stadig. Blot et enkelt eksempel: Siden slutningen af 1980’erne har vi ofret milliarder af kroner på rensning af spildevand, men der bruges stadig millioner af vore skattekroner hvert år på at ødelægge de vandløb, som det rene vand skulle løbe i.
Men ud af det deprimerende drama, som bogen beskriver, tegner sig konturerne af en lysere fremtid, og ikke bare for havørnen, odderen og den irgrønne løvfrø. Man kunne også vælge at fremhæve odderens fremgang i Jylland, genskabelsen af Skjernå-dalen eller det utroligt rige fugle- og dyreliv, der er genopstået i Vejlerne i Thy, efter at det store reservat kom i naturkyndige hænder i 1993. Eller de mere end 60 mindre og større genetableringer af tørlagte søer og våde områder, som myndigheder og private har bekostet siden 1984. Der findes stadig et yndigt land, og det kan endnu lade sig gøre at genskabe skønheden i den lyse og lette danske natur. Men det sker ikke ved at stå med hatten i hånden og begræde den tabte herlighed. Sæt hatten på hovedet, og kræv naturen tilbage.
Natur er kultur
Som modvægt til den dominerende forarmelse og ødelæggelse, der desværre er hovedtendensen i den sørgelige saga om den danske natur, kan der lykkeligvis peges på en række vellykkede projekter, hvor naturen er genskabt. Derfor er det vigtigt at fremhæve, understrege og forstå, at den natur, vi betragter og beskriver i dag, ikke er NATUREN. Natur i dag er kultur, og kultur skabes af mennesket. Deri ligger mulighederne – og nødvendigheden.
Professor Peder Agger, overvismanden fra Naturrådet (red.: www.naturraadet.com), der nægtede at nedlægge sig selv, formulerede denne nødvendighed allerede i 1989. I bogen ‘Dyrenes Danmark’ skriver han: “Men dybest set hænger natur og kultur for os uløseligt sammen. Kulturen og dens frembringelser kan betragtes som bearbejdet natur, hvad enten der er tale om tonerne fra en violin, eller fiskene der vender bugen i vejret i Kattegat. Når dette sidste sker, er det ikke bare naturen, men også os, altså samfundet, der er i krise. Det er et symptom på, at noget kører skævt i den helhed, vi er en del af.”
Det svundne er derfor ingen drøm, men skabelonen for en strålende fremtid. Under bygmarken danser brushønsene stadig.
Den største fare er, at vi vænner os til, at naturen er det, vi netop ser i dag. At vi accepterer, at den natur, der er tilbage, forringes, uden at vi skulle kunne gøre noget ved det. Eller kører trætte i de deprimerende meldinger, der vælter ud fra mediefabrikkerne. Er der ingen længere, der søger at holde fast i de svundne værdier, mister vi den nødvendige målestok for at vurdere skidt fra kanel. Denne risiko beskrives således af professor Kaj Sand-Jensen i bogen ‘Den sidste naturhistoriker’ fra 2003: “Er alle dyrene i et område allerede døde, er der jo ingen risiko for, at der kan ske noget alvorligt, som påkalder sig mediernes opmærksomhed. Når alle bunddyr er udryddet af ilt-svind i farvandene omkring Fyn, vil alarmerne efterhånden stoppe, fordi vi dels vænner os til de årligt tilbagevendende iltsvindskatastrofer, og dels ikke oplever så mange døde dyr mere.”
Derfor er det overmåde vigtigt at fastholde erindringen om, hvad der var engang. Både i form af tørre tal og faktuel viden, men også i kunstnernes maleriske beskrivelser. På fundamentet af deres skitser og videnskabsmændenes tabeller skal vi jo bygge fremtidens natur – eller genopfinde den, om man vil. Og indsatsen er nødvendig. Beretningen om Danmarks naturhistorie har tragediens triste moltone, og den gennemspiller det samme motiv om og om igen: Urfuglen gik tabt, eghjorten forsvandt, storken uddøde, orkideerne blev kvalt, og snart er der også bud efter brushønen, sortternen og svalen, engblommen, klokkeblomsten og guldsmeden – ja, selv haren er så hårdt ramt af ‘udviklingen’, at den har fået plads på den officielle liste over sårbare dyrearter.
Samtidig med at vi genskaber nogle spektakulære naturmonumenter, bliver der stadig mindre almindelig natur. Prisen for de store projekter er høj, hvis landet uden for nationalparker og reservater lægges øde. Rent naturhistorisk kommer flere og flere mennesker til at gennemleve et helt dagligliv i en ørken af ingenting. Naturen bliver samlet i udflugtsmål, som vi kører til på en fridag, den er ikke længere en selvfølge omkring os til hverdag.
Ganske vist grønnes vore byer, vil nogle nok hævde. Åh, joh – ræven lusker rundt om natten i villakvartererne og er nu nået helt ind i hjertet af København, hvor tårnfalken bygger sin rede i byens rådhustårn, og hvilken natteravn af ornitologisk observans har ikke stået stille et kort sekund, fortryllet af husrødstjertens radiosenderstøjsang i storbyens hjerte – men er det virkelig den natur, vi vil nøjes med?
Accepterer man, at det hele er kultur, så indser man også straks, at ude i virkeligheden er miljøkampen for længst afløst af en kulturkamp. Hvilken kultur ønsker vi, og hvem skal bestemme, hvordan landskabet formes i fremtiden? Ønsker vi svinenes tomme landskab med den grønne monotoni og de nye baroners imiterede herregårde – eller vil vi bevare det bedste af naturens brogede mangfoldighed i et dynamisk kulturlandskab? Sagt mere direkte: Skal de stadig færre jordejere fortsat have lov til at forfølge deres private interesser, eller skal de mange jordløse være med til at bestemme udviklingen?
Findes i kategorien: bogstof
Under emneord:
Miljø,
|
