Øko-info er Danmarks økologiske portal, med alt om økologi, miljø og bæredygtig udvikling.

Guide til det grønne Danmark - vejen til økologisk information!


Forside | Om Øko-info | Søgetips | For annoncører | Kom med i De Grønne Sider


Søg i ... efter ordet
  AKTUEL SØGNING
Specifik artikel.
  VIS ARTIKLER
I kategorien...

(og) under emnet...

(og) med teksten...

Mine sider

Grønne organisationer - NGO'ere som offentlige - og private personer kan oprette og præsentere sig selv i databasen


Artiklen kan udskrives alene

 

 


Grundlovens bidrag til et humant ligevægtssamfund   
 
Tilbage til oversigt

 

INDLEDNING

Kære venner!
Det er grundlovsdag - og tillykke med den! Grundloven fylder 50 år, og det er i grunden ingen alder. I virkeligheden er den jo også 154 år. I dag er det nemlig 154 år siden Frederik den 7. ’gav’ Danmarks Riges Grundlov ved at sætte sit navn under den. Men det er ikke vores problem.
Det er derimod at vores nuværende grundlov ikke bidrager til et ligevægtssamfund - ja at den faktisk skaber et uligevægtssamfund. Så kort kan det siges.
Hvordan vi kommer videre? Det vil tage lidt længere tid!


FORBRUGERISMEN?

- Køb mig, køb mig, jamrer varerne gennem spejlglasruderne.
Kaster man derpå et blik på detailhandelsindeks og andre omsætningstal, så kan man se, at det gør vi med søvngængeragtig sikkerhed. Vi køber vin fra Chile og lammekøller fra New Zealand, fastfood og cigaretter, fast ejendom og charterrejser, en kvikkere bil, strygefrit sengetøj og forøvrigt tøj i tidens farver, nye samtalekøkkener med kogezoner og en hurtigere computer og billedtelefon.
Alt går som varmt brød; vi forbruger som gale. Og da vi ikke har plads til det hele, er vi straks nødt til at købe en ny taske, et nyt klædeskab eller et nyt hus. Så bliver der igen plads, også til en ekstra udvidelse.
Eller vi smider væk. Aldrig i hele Danmarkshistorien har vi produceret så gigantiske mængder affald. Affald graves ned, sendes op i atmosfæren eller eksporteres til fremmede lande, så de må få lov til at løse vores problemer. Vores hverdag er blevet grænseløs: kemikalier som truer vores sundhed produceres i vores del af verden, anvendes i 3. verden og konstateres i menneskers fedtvæv og i kvinders brystmælk.


KRITIK AF FORBRUGERISMEN?

Aldrig har vi forbrugt så meget som i dag. Når det er konstateret, så kan jeg endvidere konstatere, at der hersker en udbredt forargelse over udviklingen. Det er jo helt vildt vrænger folk. Jamen altså, hvad vil folk dog med alt det, siger de hovedrystende, når jeg holder lysbilledforedrag om tungtlastede indkøbsvogne på Bilkas parkeringsplads.
Når tv viser en dokumentar om truede dyrearter, så stiger forargelsen til det religiøse: Det er da synd, lyder omkvædet. Og så køber vi en panda af stof.
Vi køber også havemøbler fra varme lande, lavet af hårdttræ med garanti for at det er fældet bæredygtigt!
Når tv-aviser beretter om Roundup i drikkevandsboringer, når Mariager Fjord vender, når grise dør af stress, når køer bobler af hormoner, når ozonlaget nedbrydes, når madvarer stinker af motorolie og når stadig flere børn får allergi, så vokser angsten for udviklingen. Den slags kan sælge tv-minutter og spalte-millimeter og straks efter kan politikere markere ’miljøansvarlighed’.
Vores verden er ude af balance. Og vi er medansvarlige for denne udvikling.
Allerede for 35 år siden var kritikken af forbrugerismen en del af det antiautoritære oprør; den måde vores del af verden forbrugte på stod i skærende kontrast til elendigheden i ulandene. Det er også mere end tredive år siden den internationale rapport ’Grænser for vækst’ udkom; ifølge den ville naturen sætte grænser for den økonomiske ekspansion inden for overskuelig fremtid.
Alligevel er forbruget af materielle resurser steget og steget: Forbruget af vand, energi, råvarer og den dertilhørende produktion af varer, transport og affaldsstoffer. Grænser fjernes for at fremme den materielle vækst, internationale samarbejdsaftaler indgås.


HVORFOR OPSTOD FORBRUGERISMEN?

I det 20. århundrede voksede forbruget som følge af overenskomstforhandlinger og -kampe. Gennem generationer er lønnen hævet op over sultegrænsen. Det var rart, for ingen bryder sig om at sulte. Ingen bliver glade, frie eller stolte af at sulte.
Ingen arbejdsgiver bryder sig om at skulle udbetale lønforhøjelser - men de fleste virksomheder glæder sig over den stigende efterspørgsel som følge af de lønstigninger som de andre giver!
Når lønmodtagere mærker reallønsfremgangen, så passer de endnu mere trofast deres arbejde. Klassesamarbejdet er stabiliserende. Kapitalismens overlevelse afhænger af det fortsatte forbrug. Selv om den enkelte ikke bryder sig om sit job, så får man sin faste løn, man bliver afhængig, for man skal jo betale afdrag på både hus og kontokort.
Resultatet af fagbevægelsens indsats gennem et århundrede er blevet at alle danskere, der får en overenskomstmæssig løn, kan forbruge som aldrig før. Selv om der er store arbejds- og lønforskelle i dagens Danmark, så tør jeg konstatere: Arbejderne har tilkæmpet sig en høj levestandard. Og resultatet er blevet at både arbejdsgivere og arbejdere er tilhængere af vækst. Højrefløj, venstrefløj og midterfløj har kunnet enes om at vækst er efterstræbelsesværdigt.
Bemærk at vækst i denne sammenhæng er en vækst i materielt forbrug - der tales ikke om vækst i livskvalitet, vækst i kærlighed og omsorg, vækst i antal af grævlinge og glenter, vækst i fløjtemusik fra nattergale eller blokfløjter. Vækst indgår i BNP - og der indregnes ingen etiske regnskaber.


FORTSAT VÆKST?

Vi, den rige femtedel af menneskeheden, har overtrukket vores ’naturlige’ kassekredit. Vi alene har sprængt hele den samlede jordklodes egne naturgrænser i vores jagt efter naturgoder - de kaldes resurser - til investeringer og til forbrug.
Yderligere forbrug hos denne rige femtedel af menneskeheden er vanvittigt - undtagen for de virksomheder, der lever af at sælge varerne, dem der lever af at rydde op og for det apparat, der ved at den kontrollerede lønkamp virker som en gulerod. Det højere forbrug skal jo ikke bare glæde den enkelte men også øge samfundets sammenhængskraft. Vanviddet har altså sin egen logik!

- Vi skal øge væksten, hvis der skal blive råd til fremtidens samfund, lyder det fra alle sider. For vi skal kunne løfte forsørgerbyrden, sikre vores gamle et værdigt liv. De gamle, de ældre og de svage, for slet ikke at tale om de unge. Det er gode grupper, som vi kan samles om. De fleste bliver så bløde om hjertet, når de hører dem nævnt. Også selvom de er vidt forskellige.
Solidariteten retter sig tilsyneladende mod vores egne gamle, ældre, svage og unge. Den retter sig ikke mod de firefemtedele af verdens befolkning som sidder uden for vores vestlige forbrugsverden. Det skyldes nok at vi selv kan blive gamle, ældre og svagelige og ønsker at de unge skal finansiere vores liv til den tid.

G8 - verdens økonomiske sværvægtere - har netop været samlet for at diskutere, hvordan de kunne give den økonomiske vækst en såkaldt ’tiltrængt stimulans’. Finansministre påstår, at vi som minimum skal have en vækst på et par procent. Det lyder måske ikke af så meget.
Hvis man regner med en årlig vækstrate på 2,1% (og alt fortsætter som hidtil), så fordobles verdens samlede produktion på 33 1/3 år. Og den ottedobles på 100 år.
Hvis - og jeg understreger: hvis - finansministeren også til den tid vil have en vækst på et par procent, så vil der i år 2200 blive produceret 64 gange så meget som i dag. Skal finansministeren også tænke på væksten i de følgende år? I år 2300 vil der således blive produceret 512 gange så meget som i dag. I år 2400 vil der blive produceret 4096 gange så meget som i dag. Og i år 2500 bliver der produceret 32.858 gange så meget som i dag.
Inden vi når så vidt, er forudsætningerne nok ændret. Det er denne ændring jeg mener vi skal diskutere også i forbindelse med grundlovsdiskussionen.
I 1849 var det et ganske lille antal mænd der skulle udforme grundloven - i dag er det langt flere mennesker. Denne demokratisering har ikke nødvendigvis gjort beslutningerne nemmere.


GRUNDLOVENS GRUNDLAG?

Vores nuværende grundlov bygger på liberalismen - selvfølgelig også på statsinstitutioner og magtens deling samt frihedsrettigheder af en art. Adam Smith, den skotske økonom, skrev i 1776 en bog om, hvordan alle ville blive rigere, hvis man tilrettelagde produktionen på denne nye måde. Hans tanker byggede bl.a. på at der var råmaterialer. Men dem var der faktisk ingen af i Danmark. Hans tanker byggede også på at der var energi. Men der var ingen floder i Danmark, og man kunne heller ikke grave kul i Danmark, så man kunne få dampkraft. Hans tanker byggede endvidere på at der var arbejdskraft. Men den var der heller ikke megen af, for de fleste arbejdede under usle forhold i landbruget. Og endelig byggede hans tanker på at der var penge til investere i ny teknik. Penge var der heller ikke mange af i Danmark.
Industrialiseringen fik en vanskelig start i Danmark. Men danskerne havde allerede en mentalitet der var gunstig for industrialiseringen: De var protestanter! Siden 1536 havde den protestantiske etik sat sig tydeligere og tydeligere igennem. Grundloven ophøjede nu den evangelisk-lutherske kirke til den danske folkekirke, og der blev prædiket: Bed og arbejd.
Grundlovens fædre ville fremme liberalismen, den skulle bane vejen til friheden! Intet mindre. Derfor fik grundloven en løfteparagraf der skulle fjerne laugene, som havde forhindret vækst i Danmark. Indtil 1849 havde der ingen motivation været til fornyelse og vækst sålænge laugene kontrollerede håndværkerne. Hvorfor investere i ny teknik, når man alligevel ikke kunne tjene mere, har de vel tænkt dengang. I 1857 blev løfteparagraffen så indfriet og laugene ophævet.
Paragraf 74 lyder i sin nuværende udgave: ’Alle indskrænkninger i den fri og lige adgang til erhverv, som ikke er begrundede i det almene vel, skal hæves ved lov.’ Således skulle der åbnes for fri konkurrence som skulle give vækst og rigdom. Ikke laugene og deres oldermænd men kun de frie markedskræfter skulle fremover regulere antallet af konkurrenter.
I dag har apotekerne stadig ret til at begrænse antallet af konkurrenter. Kommunalbestyrelserne har ret til at afgøre hvor mange værtshuse, der må få bevilling i kommunen. Og staten begrænser den fri og lige adgang ved at stille krav til uddannelser. Der er således omfattende uddannelseskrav til de fleste, fra læger til landmænd.
Men udgangspunktet er den frie konkurrence. Det er indholdet i den paragraf. Og det var den bevidste vækststrategi for at sikre nationernes velstand, hvormed man mente menneskenes produktion, forbrug, rigdom. Den er også filosofien bag EU’s åbne marked og den globale handel, hvor højteknologi kan møde lavteknologi - og hvor den stærkeste vil vinde.

Paragraf 74 var en løfteparagraf og en værdiparagraf. Den skal ses i sammenhæng med grundlovens paragraf 71, altså den der begynder med ordene: Den personlige frihed er ukrænkelig. Det er den fundamentale sætning i grundloven - eller burde være det: At den personlige frihed ikke må krænkes - og det var netop det laugene havde gjort. Derfor skulle de væk - nu gjalt det om at blive sin egen lykkes smed og ikke lade sig begrænse. At grundlovens paragraf 71 på mange måder er helt utilstrækkelig - det er en anden og meget vigtig sag.
Grundloven skulle altså tilsyneladende give alle mennesker lige muligheder for at konkurrere - fordi alle skulle være frie borgere. Næringsfrihed var del af den personlige frihed på lige fod med trosfrihed, personlig frihed, ytringsfrihed, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed.

Det syntes mange var godt dengang - men hvad nu hvis denne frie konkurrence 154 år senere allerede har udløst et økologisk ragnarok? Hvad nu hvis vi er ved at drukne i lort? Denne drukning kan vi måske udskyde med miljø- og planlove, måske udsætte med EU-direktiver og teknologiske løsninger.
Men hvad hvis den frie konkurrence - den enes brød den andens død - fører til at ansvarligheden for resten af verdens befolkning forsvinder? Så er vi nødt til at gøre noget mere drastisk end miljøforbedringer og naturopretning. Så er vi nødt til at tænke nyt og begynde påny. Så er vi nødt til at gribe ind i væksten: Ja at stoppe den materielle vækst til fordel for den menneskelige vækst.


LØSER VÆKST DE SOCIALE PROBLEMER?

Jeg ved at indvendingerne vil vælte frem: Når væksten bremses, så stiger arbejdsløsheden! Indvendingerne handler altså om den materielle vækst - den menneskelige vækst vil man tilsyneladende ikke bruge til noget.
Jeg ved at de fleste i vores samfund frygter arbejdsløshed. Derfor er det afgørende at erindre at materiel vækst periodisk kan øge beskæftigelsesmulighederne - men også at vækst først og fremmest opnås ved at arbejdsprocessen intensiveres. Og denne intensivering skaber ingen merbeskæftigelse. Tværtimod! Denne menneskeskabte vækst overflødiggør mennesker!
Selve vækstsamfundet skaber arbejdsløshed - og de sociale problemer bliver større jo længere vi venter. Ved siden af kapitalismens modsætning mellem lønarbejde og kapital opstår tilsyneladende et stadig dybere skel mellem dem der arbejder hårdt og lønnes rimelig højt, og dem der ingen arbejde har og som får en lav understøttelse.
Omkring 900.000 mennesker i Danmark (mellem 15 og 66 år) lever af dagpenge, kontanthjælp, revalidering, orlovsydelser, sygedagpenge, barselspenge, efterløn, delefterløn, overgangsydelse, førtidspension og deltidspension; unge der modtager SU er ikke regnet med. Det er således langt mere end en femtedel af befolkningen i den erhvervsaktive alder, der modtager overførselsindkomst.
Det er fundamentalt at konstatere, at massearbejdsløsheden ikke er resultat af at en masse arbejdsløse ikke vil arbejde, men et resultat af at der ikke er arbejde til dem. Nogle mennesker gider ikke arbejde, men de fleste ønsker sammen med andre at skabe noget, der har betydning. Disse marginaliserede har ikke valgt betingelserne for deres egen livssituation.
Her er vores menneskelige, kulturelle, sociale, demokratiske problem.


HVAD MÅ DER GØRES?

Det er blevet bydende nødvendigt at gribe ind over for den materielle vækst i Danmark. I mit Forslag til Danmarks Grundlov, offentliggjort i 1999, skrev jeg en såkaldt løfteparagraf. Denne § 22 lyder: Ejendomsretten forpligter; den skal tilstræbe et humant ligevægtssamfund.
I Danmarks nye grundlov er vi nødt til at love hinanden at gøre noget ved vores verden der er ude af balance. Vi er nødt til at forpligte besidderne af ejendom.
Denne paragraf har rejst to hovedspørgsmål. Det første lyder: Hvorfor jeg ikke har skrevet at naturen skal beskyttes. Svaret er at det vil være utilstrækkeligt.
Den industrielle masseproduktion har ført til rovdrift på naturens ressourcer. Der er fældet så mange træer, så de ikke længere kan holde på jorden og dens fugt, med katastrofer til følge. Der er bygget så mange atomkraftværker, så der ikke er opbevaringsmuligheder for det atomare brændsel. Levnedsmiddelproduktionen er blevet så industrialiseret, og der er udviklet genteknologi, som vil begrænse naturens mangfoldighed og nedsætte vores livskvalitet.
Men vi kan også se at miljøet i Europa - som følge af love og indgreb - har fået det lidt bedre i det sidste tiår. Det er bare ikke tilstrækkeligt. Størstedelen af miljøforbedringerne siden 1990 er nemlig opnået ved at sætte propper i hullerne – i stedet for at fjerne årsagerne.
EUs strategi for bæredygtighed har givet et renere miljø. Men det afgørende er ikke bare forureningen af naturen, som i min barndom blev kaldt for madpapir og æggeskaller, men selve den materielle vækst. Og den vækst søger Danmark, EU og de globale handelsorganisationer at styrke med alle midler. Det står i deres traktater - det er derfor de er skrevet. Og konsekvenserne af denne vækst rækker langt videre end naturen.
Vækstsamfundet kan kun vokse, hvis det hele tiden overflødiggør arbejdskraften - og det er den menneskelige arbejdskraft. Derfor er det vigtigt at forlange en paragraf i den nye grundlov, der fastlægger at ejendom skal tilstræbe et humant ligevægtssamfund.
Dette gælder umiddelbart os, Danmark som del af den rigeste del af verden, den rige femtedel af menneskeheden der har overtrukket vores ’naturlige’ kassekredit.

I dag ejes de fleste virksomheder i Danmark i betydeligt omfang af pensionskasser: danske og udenlandske. Overskuddet fra investeringerne skal sikre pensionisternes levestandard. Derfor skal pensionskasserne til at stille samfundsmæssige krav til investeringerne, for det gælder ikke bare afkastet når pensionerne skal udbetales, det gælder vores fælles fremtid. Og vores børns, børnebørns og oldebørns fremtid. Historien slutter jo ikke med vores egne børn.

Når Danmarks grundlov har en løfteparagraf der tilstræber et humant ligevægtssamfund, skal vi forlange og Folketinget vedtage lovgivning så produktionsmidlerne rent faktisk bliver brugt til at udvikle et humant ligevægtssamfund.
Vi må gøre op med konkurrencen der fører til at der produceres mere og mere. I et humant ligevægtssamfund skal der produceres mindre, og der skal tages stilling til hvad der er behov for.
Jeg ved at nogle mennesker vil sige: - Mit behov er en sportsvogn der kan suse op og ned ad motorvejen! Men den slags strider altså mod det humane ligevægtssamfund.
Det kræver en værdidebat: Hvad vil vi overhovedet med hinanden i dette samfund. Det er omdrejningspunktet.
Vi skal stille krav til hvordan der produceres arbejdsmæssigt og miljømæssigt. Hvis en virksomhed lukker på grund af manglende konkurrencedygtighed, så skal der tages stilling til om virksomheden skal bevares. Måske der skal indføres arbejdsfordeling, der tager hensyn til alle mennesker.
Mange frygter at disse beslutninger vil føre til formynderi. Men vi lever allerede under reklamens formynderi om, at vi skal forbruge mere.
Andre frygter at disse beslutninger vil føre til planøkonomi. Men landbrug og fiskeri lever allerede med kvoter - for at beskytte naturen mod den gigantiske produktionskapacitet. Også Kyoto-aftalen er en form for planøkonomi. Vi bliver simpelthen nødt til at stille stadig flere af den slags krav til produktionen.
Det er krav til den private ejendomsret - vigtigt er at diskutere hvorfor vi gør det og skrive hensigten ind i grundloven: Vi kan gøre det offensivt nu - eller vi kan udskyde det til morgendagen, hvor vi vil stå med ryggen mod muren.


KRÆNKELSE AF EJENDOMSRETTEN?

Når jeg i mit Forslag til Danmarks Grundlov sætter mål for produktion og ejendomsret, at den skal tilstræbe et humant ligevægtssamfund, så rejser det et andet hovedspørgsmål som lyder: Krænker det den private ejendomsret?
Det umiddelbare svar er ja, for der er tale om en begrænsning. Derfor har jeg indledt den forudgående paragraf 21 med ordene: Ejendomsretten er ukrænkelig.
Mit forslag sigter altså hverken mod nationalisering eller socialisering af al ejendomsret. Tværtimod ønsker jeg at beskytte ejendomsretten, fordi jeg betragter den som afgørende for det civile samfund. Men ved at se vores verden - som den er i dag - har jeg konstateret at det er nødvendigt at forpligte ejendomsretten.

I visse mellemamerikanske samfund har man praktiseret fælles ejendom, det samme gjorde vi i kollektiver for en generation siden, og de tidlige kristne gjorde det også. Det er også værd at nævne at FNs Verdenserklæring om Menneskerettighederne i sin artikel 17 nævner muligheden for fælles ejendom - men også at ingen vilkårligt må berøves sin ejendom. Retten til ejendom betragtes altså som en menneskeret.
Hvis man ophæver den private ejendomsret til vores personlige ejendele, så bliver samfundet et røversamfund, hvor den stærkeste kan tage efter forgodtbefindende. Hvis man ophæver den private ejendomsret til ens arbejdskraft, så vil samfundet blive en arbejdslejr. Og hvis man ophæver den private ejendomsret til ens telefon, så får vi et overvågningssamfund - og jeg ønsker den modsatte udvikling.
Danmarks Grundlov skal beskytte borgerne i et solidarisk og ansvarligt samfund, der er helt anderledes end fortidens mangelsamfund.

Paragraf 21, der gør ejendomsretten ukrænkelig, forsætter: Folketinget kan vedtage en lov der begrænser ejendomsretten af hensyn til samfundet; det kan kun ske mod erstatning, og domstolene kan tage stilling til alt vedrørende ekspropriationen.
Formuleringen minder om vores nuværende grundlovsparagraf 72, men der er en forskel. I den nuværende grundlov loves fuldstændig erstatning, og det vil ikke være sigtet i mit forslag.

Ekspropriationer kan blive nødvendige, når der skal tages hensyn til samfundet. Nogle mennesker forlanger mindre forurening og mindre larm. Andre mennesker forlanger at bestemte boligformer ikke skal opføres lige i deres kvarter. Og atter andre ønsker ikke store anlæg lige hvor de bor og arbejder. Man har derfor talt om ’ikke i min baghave-politik’: man ønsker visse ændringer - men man vil bare ikke yde noget selv. Hvis den holdning slår igennem, så kan kun de færreste samfund eksistere.
Hvis det bliver nødvendigt at ekspropriere privat ejendom af hensyn til samfundet, har man ret til erstatning. Domstolene kan tage stilling til hele ekspropriationen.
Da det danske samfund skal bygge på solidaritet - det har jeg skrevet i paragraf 5 - har Folketinget ret til at udskrive skatter, afgifter og gebyrer, selvom det krænker ejendomsretten. Folketinget kan også vedtage arveregler, som fører til en omfordeling af privat ejendom. Der udbetales ingen erstatning, for dermed ville Folketingets indgreb blive meningsløst.
Omfordelingen kan virke skæv og ramme udvalgte grupper. Ejendomsafgifter rammer kun dem der ejer en ejendom, rentefradrag kan kun udnyttes af dem der betaler renter, og spiritus- og tobaksafgifter rammer kun dem der drikker og/eller ryger.
Regeringen har ansvar for pengeudstedelsen, og den kan derfor ændre på de pengepolitiske forhold. Renten, ejendomsvurderinger og de økonomiske konjunkturer påvirker værdien af den enkeltes ejendom. Indgreb af denne art krænker også ejendomsretten, men her udbetales heller ingen erstatning, selvom indgrebet kan ramme hårdt, akkurat som en delvis ekspropriation.
Når Folketinget har vedtaget en omfordeling har borgerne ingen garanti for at det ikke senere udhuler ordningen, så den reelt mister værdi. Forandringer har især betydning for langsigtede støtteordninger, opsparing, og pensionsforhold.
Danmarks Grundlov skal beskytte den enkelte borger mod andre borgeres tyveri, og mod at Folketinget erstatningsfrit eksproprierer en meget afgrænset gruppe borgere.

Og når det er sagt, så følger paragraf 22 om at ejendomsretten forpligter; den skal tilstræbe et humant ligevægtssamfund.
- Det er da noget helt nyt at der i grundloven skal stå, hvad samfundet skal stræbe mod, har nogle indvendt.
Helt nyt er det nu ikke. I vores nuværende grundlov lyder § 75, stk. 1.
Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.
Denne formulering blev skrevet ind i grundloven i dag for 50 år siden. Grundlovens fædre og mødre var inspireret af artikel 23 i FN’s Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, der lyder: Enhver har ret til arbejde, til frit valg af beskæftigelse, til retfærdige og gunstige arbejdsvilkår og til beskyttelse mod arbejdsløshed. Det kunne Folketinget ikke enes om, men man ønskede dog med grundlovsparagraffen at hindre en gentagelse af tredivernes massearbejdsløshed og efterfølgende sociale uro.

For to generationer siden ønskede man at tilstræbe at fremme almenvellet. I dag er problemerne ikke mindre end dengang - men de er anderledes. Nogle af de problemer vi står i i dag skyldes faktisk denne paragraf 75. Staten har således ud fra den tilskyndet indførelsen af arbejdskraftsbesparende teknologi for at fremme Danmarks konkurrenceevne. Dermed steg arbejdsløsheden, og det blev nødvendigt at producere mere i andre sektorer.

HVAD SÅ?

Vi står ikke bare over for globale miljøproblemer. Vi står over for et helt skifte. Vi må gøre op med vækststrategien og dermed også gøre op med arbejdsbegrebet. Dette gælder i vores del af verden - og inspirationen kan komme fra den del af verden der kaldes tilbagestående, underudviklet og doven!
Mit grundlovsforslag skal sigte mod et humant ligevægtssamfund. For at mindske produktionen skal vi arbejde mindre, og det gør vi blandt andet ved at indføre borgerlønnen som en ret; ikke alle borgere skal have tilsendt en borgerlønscheck hver måned, men alle skal have ret til den, og den ydes betingelsesløst.
Hvert øjeblik står vi ved begyndelsen af en ny epoke, hvert øjeblik kan vi begynde at ændre verden. Det kræver at vi vil og at vi gør det! At vi vil generobre en del af menneskenes myndighed og erkender vores ansvar for alle også for den der hidtil er blevet udstødt, fra det samfund der i dag er en stor arbejds-og-forbrugsmølle.
Vi skal indføre helt nye målestokke for samfundsnyttighed: Hjælpsomhed, fællesskab og livsglæde. Et nyt samfund vil vise sin åbenhjertighed: Ja! Der er brug for alle mennesker.
Vores mål er frihed, og derfor skal vejen også være frihed. Vi vil have tid til sammen at leve rigere og sjovere.

Tak for ordet!

 

Andre oplysninger
Findes i kategorien: debat
Under emneord: Bæredygtig udvikling, Natur ,


Fakta


Forfatter
Af Michael Witte, forfatter

Sprog
Dansk

Udgiver
Øko-net

Udgivelsesår
05.06.2003