Folketinget står over for nogle påtrængende opgaver vedr. sikker og forureningsfri energiforsyning og vedr. reduktion af drivhusgasser. Løses de rigtigt, vil det betyde store gevinster på begge felter. Klimapolitik og energipolitik er to sider af samme sag og derfor er løsningen én: Energibesparelser og integrering af de ikke-forurenende indenlandske energikilder. Det er en 30-års modernisering-opgave med overkommelige investeringer. Fordelene vil være enorme: Sikker forsyning, klimaforpligtelserne opfyldt, teknologisk og erhvervsmæssigt forspring. Men meget tyder på at regeringen vælger kortsigtede løsninger, som blot vil skubbe problemerne år frem og forstørre dem.

Om ca. 3 uger udsender regeringen sit udkast til en klimastrategi. Danmark er, målt pr. indbygger, en af verdens 10 værste udledere af klimagasser. Alene derfor er det vigtigt at yde en omfattende indsats til begrænsning af udslippet. Det vil tilmed betyde store samfundsmæssige fordele for miljø- og sundhedsbeskyttelse, for forsyningssikkerhed og for erhvervsudvikling.

For at opnå disse fordele skal landet i helt overvejende grad opfylde de nationale og internationale målsætninger inden for egne grænser. Det kan ske ved at fastholde Folketingets for længst vedtagne sigtemål på 50% reduktion af drivhusgasserne frem til år 2030. I regeringens strategi for bæredygtig udvikling fra juni 2002 påpeges det dernæst, at industrilandenes udledninger inden år 2100 bør reduceres ned til 10 – 15% af de nuværende. Teknologisk kan det sagtens nås, endda uden velfærdstab, men det kræver, at planlægning og investeringer kommer i gang. Desværre er vi langt fra blot at nå det første delmål, 20% reduktion af CO2 i 2005, og derfor også langt fra det næste, som er forpligtende i forhold til Kyoto-aftalerne: 21% reduktion af alle klimagasserne i perioden 2008-12.

Opgaven kan løses først og fremmest gennem energibesparelser (samt indsatser inden for transport m.v.). Det er veldokumenteret, at energibesparelser kan gennemføres i et langt videre omfang end i dag og at de er selvfinansierende, fordi sparet energi betyder sparede udgifter. Energibesparelser og effektiviseringer udgør derfor den absolut billigste form for reduktion af klimagasser.
Dernæst er det opgaven at udbygge anvendelsen af de vedvarende, næsten forureningsfri energikilder. Dette kræver en løbende planlægning og fortsatte investeringer, idet de nye energiformer skal integreres inden for alle energiforbrugende sektorer, industri, service, transport, landbrug og husholdninger.
Også denne proces vil kunne blive økonomisk selvbærende. Det skyldes, at prisen på de fossile brændsler, som vi uden VE-indsats vil være afhængige af, vil stige i de kommende år. Tilmed betyder mindre forurening store besparelser på sundheds- og miljøudgifter, som det bl.a. er påvist af ExternE-projektet fra EU.

Samtidig vil Danmark mindske den afhængighed af udenlandske energiforsyninger, som med de politiske spændinger i Mellemøsten vil blive en stadig større risikofaktor. Og endelig vil videreudviklingen af teknologier, som gør samfundet selvforsynende med forureningsfri energi, betyde væsentlige incitamenter for dansk forskning, industriudvikling og udenrigshandel. Danmark vil dermed fortsat kunne få gavn af de store erhvervs- og beskæftigelsesmuligheder, som der ligger i at være foregangsland inden for en nødvendig udvikling.

Hele dette forløb vil kunne fremmes ved at fortsætte den grønne skatteomlægning, som blev påbegyndt i 90´erne. Det vil give både borgere og virksomheder større tilskyndelse til at spare på energien. Det vil kunne ske inden for regeringsgrundlaget fra november 2001, som netop åbner for velbegrundede grønne afgifter, såfremt der sker en tilsvarende sænkning af andre skatter og afgifter.

De foreløbige meldinger vedrørende regeringens klimastrategi-udspil tyder imidlertid på, at man for at klare Kyoto-forpligtelserne bl.a. vil satse på et omfattende køb af forureningskvoter. Det betyder, at Danmark ikke løser problemerne indenlands men i stedet erhverver sig tilladelser til at forurene, - f.eks. købt af Rusland og Ukraine, som ikke udnytter deres (internationalt forhandlede!) forureningsomfang. Ved køb af sådanne kvoter (med rette kaldet ”varm luft”) nedbringes den globale forurening ikke med et eneste gram drivhusgasser, men køberlandet kan fratrække det med kvoten repræsenterede forureningsomfang i sit drivhusgasregnskab. Keine hexerei, nur behendigkeit.

En anden type kvotehandel er også på dagsordenen. Den er endnu ikke færdigforhandlet i EU, men går ud på at lande/sektorer/virksomheder tildeles CO2-kvoter, dvs. forureningstilladelser, som indehaverne kan sælge af, dersom kvoterne ikke bruges helt op. Køberne kan dermed gennemføre denne forurening, idet køberne så har vurderet, at købsprisen er lavere end udgifterne til at nedbringe egen CO2-udledning. Dette kvotehandelssystem skal fremme, at CO2-reduktionerne sker, hvor de er billigst at gennemføre.

Systemet forventes at blive effektivt under forudsætning af, at EU fastsætter de samlede kvoter tilstrækkelig stramt samt reducerer kvoterne år for år frem mod EU's samlede reduktionsforpligtelse (på 8% af 1990-niveauet i gennemsnit for årene 2008-12). Men systemet indebærer samtidig, at et land, en sektor eller en virksomhed gennem kvotekøb kan betale sig fra at gennemføre påkrævede reduktioner. De anvendte penge til kvotekøbet rækker præsis i det år kvoten gælder. Og de bliver dermed ikke brugt til i eget regi at investere i energibesparelser og vedvarende energi, som er de eneste muligheder for at løse problemerne på langt sigt.

Endvidere vil den danske regering investere i forureningsmæssigt renere energianlæg i andre lande. Denne metode bør næppe afvises totalt. Meningen er, at den, ud over forureningsbegrænsningen i de andre lande, skal medføre indtjening for danske energiteknologiske virksomheder. Hvis meningen endvidere er, at betalingen skal ske over de danske u-lands- og øststøttemidler, vil det i parentes bemærket være i modstrid med Kyoto-aftalerne, som kræver, at indsatsen finansielt sker med nye, ikke i forvejen vedtagne midler. Men hele denne fremgangsmåde skulle nødig blive fremherskende, da også den udskyder de nødvendige investeringer i Danmark. Alt i alt vil en omfattende brug af disse såkaldte Kyotomekanismer derfor svække den helt nødvendige danske omstilling til bæredygtige energisystemer. Regeringens argument er, at kvotekøb og betaling til udenlandske energianlæg er den billigste måde, hvorpå vi kan opfylde Kyoto-forpligtelserne. Men kvoter kan gå hen at blive dyre i perioden 2008 – 12, hvor Kyoto reduktionskravnen bliver bindende, og hvor der formentlig bliver rift om kvoterne. Ingen ved det i dag. Endvidere er det simpelt hen Ebberød Bank krone til krone at sammenligne investeringer i udvikling i hjemlandet med omkostninger, som ingen investering medfører. Det ene er investeringer i en nødvendig langsigtet modernisering af det danske energisystem, hvilket betyder vedvarende reduktioner af drivhusgasserne. Det andet er udgifter til køb af kvoter, som kun i en kort tid formelt kan opfylde Kyoto-forpligtelserne. Indenlandske investeringer har nu engang en anden karakter end udgifter til en fortsat import af kvoter mv. Det er bemærkelsesværdigt, at røster inden for elsektoren er begyndt at udtrykke betænkelighed netop ved, at de økonomiske midler, som burde bruges til investeringer i fremtidssikring af det danske energistystem sendes udenlands, selvom der i den grad bliver behov for dem her i landet. I Politiken for 15. november udtalte Elkraft Systems direktør Bent Agerholm: ”Måske er det lige nu billigst at købe CO2-kvoter i udlandet, men det kunne godt være, at der var investeringer her på øen (Sjælland), der på længere sigt både gavner elmarkedet, forsyningssikkerheden og miljøet”. Vil regeringen lytte til et sådant råd? Man kan spørge, hvor pengene til energisektorens omstilling til bæredygtighed skal komme fra? Det interessante er, at pengene findes! Den igangværende liberalisering viser, at der skønsmæssigt befinder sig mellem 40 og 60 milliarder kr. bundet som værdier i el-sektoren. Meningen med disse opsparede midler, beregnet til konsolidering, vedligeholdelse og fornyelse, er naturligvis at gennemføre den efterhånden påtrængende modernisering til et fremtidssikret system. Det skylder man klimaforpligtelserne, forsyningssikkerheden og erhvervsudviklingen.

Andre oplysninger
Findes i kategorien: debat
Under emneord: Bæredygtig udvikling, Energi, Klima, Økonomi,

Forfatter
Uffe Geertsen

Sprog
Dansk

Udgiver