Nyt center og foreningsredskab hjælper idrætsverdenen til at gøre en indsats for miljøet.
Skal en bæredygtig udvikling nogen sinde få grobund og tag i den brede befolkning, er det næsten umuligt at forestille sig, at der ikke var bæredygtighedsaktiviteter og -idéer, der tog deres udgangspunkt i den folkelig del af det danske foreningsliv, som idrætslivet udgør. Specielt dette område og foreningsliv har grøn guide Bjarne Christensen arbejdet med i flere år. Han er ansat som grøn guide hos Danmarks Idræts-Forbund i Fyns Amt og har været med til at starte ECOsport – det virtuelle Center for Idræt og Miljø – der er blevet etableret med støtte fra det IdrætsPolitiske IdeProgram. Ideen med web-centret er at give en hjælpende hånd til de mange idrætsforeninger, der enten er gået i gang med miljøarbejde eller overvejer at gøre det. Videncenteret skal samle, strukturere og udbrede informationer og erfaringer. I praksis skal det være et redskab til miljøarbejdet på alle niveauer i de idrætslige organisationer, og det skal desuden være med til at udbrede det generelle kendskab til miljøarbejdet i idrættens verden.
Grøn Forening – en mærkesag I forbindelse med etableringen af ECOsport er der også blevet etableret et koncept med navnet Grøn Forening, der er et nyudviklet konkret redskab, der kan inspirere demokratiske foreninger, i samarbejde med lokale kommuner, til at gøre en indsats for miljøet og blive miljømærket herfor. Formålet med Grøn Forening er
- at gøre det let og attraktivt for foreninger og deres medlemmer at gøre en indsats for miljøet
- at inspirere til sunde rammer omkring foreningslivet
- at fremme medansvaret for natur og miljø
- at medvirke til en bæredygtig udvikling i lokalområdet
For at blive Grøn Forening er der udviklet en række kriterier, som interesserede foreninger kan arbejde indenfor. Grøn Forening er i sin startfase, hvor erfaringer løbende indsamles. Arbejdsgruppen bag Grøn Forening har planer om at udarbejde håndbog og miljøskemaer, som kan gøre arbejdet let og enkelt. Materialet vil, når det er klart, både kunne hentes ned over Internettet og rekvireres på papir. Grøn Forenings netværkspersoner indsamler løbende tilbagemeldinger om problemer, forslag og idéer for herved at kunne forbedre og udvikle konceptet. Bag initiativet til Grøn Forening står bl.a. Danmarks Idræts-Forbund, Danske Gymnastik & Idærtsforeninger og Friluftsrådet, der alle tidligere arbejdede sammen omkring udgivelsen af ‘Arrangørernes grønne håndbog’.
Nærmere oplysninger om Grøn Forening, og netværkspersonerne bag, fås hos grøn guide Bjarne Christensen, Danmarks Idræts-Forbund, Fyns Amtsudvalg på: Tlf. 63 12 73 11 / e-mail: bjarne.christensen@dif-fyn.dk
Besøg også ECOsport – Center for Idræt og Miljø – www.ecosport.dk Vælg menupunktet Emne for at læse mere om Grøn Forening.
Fakta om miljø og idræt Der findes ca. 14.000 idrætsforeninger i Danmark. De er på landsplan organiseret i to hovedorganisationer: Danmarks Idræts-Forbund (www.DIF.dk) og Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger (www.DGI.dk).
Miljøbevægelsen NOAH nævner i debathæftet ‘Lokal Agenda 21 – pejlemærker og nye aktører’ (fra august 2000) idrætten som en potentiel medspiller: “Idrætsforeningerne spiller en væsentlig rolle i lokalsamfundets sociale liv. De bringer mennesker sammen og skaber muligheder for et sundt liv. Men hvis det samlede ressourceforbrug skal ned, må også idrætsforeningerne med på miljøvognen”.
Grøn forening
Lars Mythu-Nielsen
Findes i kategorien: nyhed
Under emneord:
Agenda 21,
Børn og unge,
|