Øko-info er Danmarks økologiske portal, med alt om økologi, miljø og bæredygtig udvikling.

Guide til det grønne Danmark - vejen til økologisk information!


Forside | Om Øko-info | Søgetips | For annoncører | Kom med i De Grønne Sider


Søg i ... efter ordet
  AKTUEL SØGNING
Specifik artikel.
  VIS ARTIKLER
I kategorien...

(og) under emnet...

(og) med teksten...

Mine sider

Grønne organisationer - NGO'ere som offentlige - og private personer kan oprette og præsentere sig selv i databasen


Artiklen kan udskrives alene

 

 


Arriva 21   
– vision, redningsplanke eller figenblad?
 
Tilbage til oversigt

 

Artiklen har første gang været bragt i Foreningen Dansk Byøkologis medlemsblad nr. 1, 2004.

Med planlovens krav om kommunale lokal Agenda 21-strategier har staten meget konstruktivt omsat nogle af de mange pæne ord om bæredygtig udvikling til realpolitisk handling, så alle kommuner er tildelt et (med)ansvar.

Til den første generation af lovpligtige LA21-strategier er der imidlertid givet meget frie rammer. Kravene er yderst beskedne, strategiens ambitionsniveau er helt overladt til kommunen, og der er ingen sanktionsmuligheder over for de kommuner, som svigter. Frivilligheden er det bærende princip. Dét ligger for så vidt fint i tråd med det kommunale selvstyre og med danske (nær)demokratiske traditioner, og det er nok også som et ’pædagogisk projekt’ en hensigtsmæssig måde at udvikle, høste og sprede erfaringer på i første omgang. Men det er tvivlsomt, om det er nok med det frivillige princip. Nok i forhold til hvad? Ja, måske er det værd lige at repetere:

Faktor 4, faktor 10
Udgangspunktet for Brundtland-rapporten i 1987, Rio-konferencen i 1992 og genvedtagelsen af Agenda 21 i Johannesburg i 2002 var en erkendelse af, at miljøbelastningen i verden som helhed skal halveres inden 2050. Eftersom man forventer en fordobling af befolkningstallet i samme periode, skal belastningen altså reduceres med en faktor 4 pr. person for ikke at overskride miljøets bæreevne.

Men udgangspunktet for Rio-aftalen var også en etisk fordring om en mere lige fordeling af jordens ressourcer. Da 20% af verdens befolkning forbruger 80% af ressourcerne, betyder det, jævnfør anerkendte beregninger, at trækket på ressourcerne og belastningen af miljøet skal reduceres med en faktor 10 i den industrialiserede del af verden.

Vi skal altså i grove træk reducere forbruget og belastningen med 90%!!

Frivillighed slår ikke til
Strategien skal pege i den rigtige retning og sigte tilstrækkelig højt, hvis vi skal nå målet: at forebygge – nej, standse! – rovdrift på og nedslidning af vores naturgrundlag og sikre en lige adgang til ressourcerne for alle folkeslag i det 21. århundrede. Sigter vi skævt eller for lavt, kan Agenda 21 ende som det figenblad, der skal kamuflere vores samfunds skam over alligevel ikke rigtigt at mene noget med de pæne ord.

Når kun 110 kommuner har indleveret deres LA21-strategi til tiden (1. jan. 2004), må man konstatere, at der er en hel del kommuner, der ikke er deres ansvar bevidst. Eller de er måske netop bevidste om, at de ikke vil løfte opgaven og tage ansvar.

Nogle kommuner vil givet, og med nogen rette, forsvare sig med, at deres økonomi er hårdt presset, og at statens krav om LA21 ikke er ledsaget af de nødvendige økonomiske midler. Men selvom, eller fordi, kommunerne kan have deres gode grunde til at være forsinkede eller krybe udenom, er der fortsat brug for diskussionen om både præmisserne, pejlemærkerne og de utopiske horisonter, når man de kommende år skal analysere erfaringerne og vurdere resultaterne af første generation af LA21-strategierne.

Nogle kommuner, lokalsamfund og borgergrupper er kommet rigtig godt fra start. Man kan blive helt stolt over at leve i et demokrati, hvor visionære (lokal)politikere, embedsmænd og -kvinder og forskellige borgergrupper udfolder stor kreativitet og lægger et ambitionsniveau, som vi kan være vore efterkommere og andre verdensborgere bekendt. Det kunne godt udnyttes (bedre) til, hvad der i nudansk markedsføringssprog hedder ‘branding’. Her har man haft øje for andet og mere end lovens bogstav. Her har ledestjernen været lovens ånd og det bagvedliggende behov. Modsat ses en blodfattig start med et tilsvarende fattigt resultat, når udgangspunktet alene er “hvad skal vi gøre for at opfylde loven”, og endnu værre, når den kræmmer-bureaukratiske tænkning hedder “hvor lidt kan vi nøjes med”. Det kommer der ikke nogen bæredygtig udvikling ud af! Og det gør der altså heller ikke af at skrue lidt hist og pist på nogle knapper og så ellers håbe på, at der er nogen, der opfinder en ‘dims’, som kan løse resten af problemet. Vi kan lige så godt lade være med at stikke os selv og hinanden blår i øjnene: Vi er kun lige – og endda knapt nok – begyndt. 90%!

Jamen så tving os, tak!
Det er med kommunerne som med borgerne: de (vi) ligger i konkurrence med hinanden om at få den største bid af kagen – uanset at man måske godt ved, at kage ikke gør én sund og lykkelig.

Villigheden til at bidrage frivilligt til en bæredygtig udvikling er – og her er vi ved sagens kerne –  meget nært forbundet til, om ‘de andre’ også yder deres – frivilligt eller ej. Det er ikke særlig sjovt at spare på varmen, have besvær med genbrug, afstå fra flyrejsen til Længerebortistan og cykle i regnvejr, op ad bakke. Og slet ikke hvis ‘de andre’ sidder inde i varmen i deres nye bil på vej ned ad bakke til lufthavnen. Hvis alle andre derimod har de samme vilkår, accepteres det mere eller mindre som et livsvilkår, og så er diskussionen ikke længere. Vi vil godt, hvis vi skal. Men vi vil kun, hvis alle de andre også skal.

Mål resultaterne
På samme måde gælder det på kommunalt plan, at det er begrænset hvor meget velstand en kommunalbestyrelse kan slippe af sted med at udlodde til vore efterkommere, fjerne verdens(med)borgere og fordyrende økologi, hvis nabokommunen lokker med andre og federe toner her og nu. De mest fremsynede kommuner kan måske vise vejen, men de kan ikke trække læsset. Derfor skal alle med, og de skal sigte tilstrækkelig højt, i den rigtige retning.

Det er svært at måle bæredygtighed. Men det er nødvendigt, for ’if you can’t measure, you can’t manage!’. Der bør derfor udvikles fælleskommunale værktøjer, som dels letter kommunerne i at registrere og følge udviklingen lokalt, og dels gør det muligt på visse punkter at sammenligne mellem kommunerne. Med nye revisionsmetoder skal det kunne lokaliseres og offentliggøres både på lokalt og på nationalt plan, hvad der bedst trækker i en bæredygtig retning, og om det går hurtigt nok. Det er rigtig godt med en skov af initiativer og projekter, men i sidste ende er det resultaterne der tæller.
90%! – Vi kan, hvis vi vil!

 
Læs mere om LA21 på www.lokalagenda21.dk
Lokal Agenda 21

Andre oplysninger
Findes i kategorien: nyhed
Under emneord: Agenda 21,


Fakta


Forfatter
Miljøkoordinator Søren Nyskov, Dansk Center for Byøkologi

Sprog
Dansk

Udgiver
Netværket for økologisk folkeoplysning og praksis/ Øko-net
Svendborgvej 9
Ollerup
5762 Vester Skerninge
Tlf. 62 24 43 24
Fax 62 24 43 23

Udgivelsesår
01-02-2004

Udgivers mail
eco-net@eco-net.dk

Udgivers WWW
www.eco-net.dk