|
Nede i Sønderjylland bliver der stadig snakket om en husmand, der havde erhvervet en lille forsømt ejendom, men snart fik sådan en skik på det hele, at folk snakkede om det både vidt og bredt. Ja, det var så helt utroligt, at præsten også måtte afsted for at se, og han nikkede anerkendende efter at have været både højt og lavt. Husmanden forklarede og fortalte om sine planer, det var blevet til det, mange af os husker som en skøn bette ejendom, og præsten syntes derfor, at det var nødvendigt at indskyde et formanende ord.
Derfor sagde han:
- Nu må vi jo ikke, min gode Per Madsen, glemme, at der er én ovenover, som også har en finger med i spillet.
- Nej, jøsses bevar os vel, sagde Per Madsen, men pastoren skulle nu alligevel have set ejendommen, da Vorherre var alene om at drive den.
Gud eller ej, Danmark er formet af en lang række forvandlinger, der afspejler hver tids behov. Hugo Mathiesen har skrevet en instruktiv bog om det land, der lå her, før bønderne ved stavnsbåndets ophævelse gav sig til at grøfte og grave sig frem mod et Højskole- og Andelsdanmark. Vi ved jo også om han Ole, der boede på heden, at han med kæmpekræfter brækkede sig ned gennem den jyske al. Endnu et bitte nøk, som han sagde, og det kan nok være, at der var folk, som var kede af det.
That is life, som de raske i riget udtrykker det nu om stunder, og er det ikke bare en tilsvarende udvikling, vi har oplevet gennem de sidste 50 år, hvor Danmark har ændret sig gradvist, er blevet forsimplet og besudlet, men så det ligner en nødvendighed, hvis vi allesammen skal kunne være her.
Det er et spørgsmål som forlængst har delt landet i to lejre, samt som noget tredie den vældige og efterhånden apatiske gruppe, der ikke tror, det har været eller igen kan blive anderledes.
Det er en bedrift og en gave til os alle, at Kjeld Hansen nu har sammenfattet resultatet af sine eminente evner som researcher i bogen "Der er et yndigt land". I den ligger landet fra kyst til kyst og fra egn til egn, fra grundvandet og langt op i luften med hele den varierede og mangfoldige natur, der er vores bedste dåbsgave. Vi har blot i alt for lang tid været mere og mere afmægtige tilskuere til en lang række uhumske overgreb mod miljøet, ethvert pip og enhver indsigelse er blevet banket ned af de eksperter, som regeringen og de involverede brancheinteresser har betalt for at jonglere med tabeller, decimaler og brøker.
Tabeller, decimaler og brøker, kort sagt udelukkende pis og papir i forhold til den natur, som ser på os gennem øjnene på enhver gråspurv.
Ulykken i Danmark har længe været forskrækkende tydeligt for enhver med forstand og sanserne i behold, samt som sagt, og derfor ikke mindst, med en erindring om en verden af igår, hvor sommeren lå og drev i smørgult og duftende grønt, medens viberne ridsede hurtige hvide cirkler i luften ovenover. Naturen og dermed den nærmeste del af verden var først og fremmest sand. Der var endda nok af den, det halve Vestjylland bestod af vådområder, og derfor kunne det vel ikke være så farligt, at de nede i Skjern overvejede at lave åen om til en kanal. Vores lærer Lillelund hidsede sig naturligvis op over det, men man havde længe anet, at han nok var kommunist.
Siden er det gået slag i slag, forskrækkende, men så manglen på en egentlig dialog har blot fået mange til at resignere. Derfor kommer Kjeld Hansens gennemgang af udviklingen som en opstrammer, der bl.a. gør det helt tydeligt, hvorfor regeringen ikke kan lide eksperter.
Kjeld Hansen har fat om benet, og han bider som grævlingen, indtil det knaser. Man læser med stigende - jeg ved ikke om det er forfærdelse eller bedrøvelse, selv om meget kun er en dokumentation af det, man vidste eller anede i forvejen. Kjeld Hansen udtrykker sig herligt ligeud, det er af karsken bælg omkring en forråelse, som først og fremmest viser hvor afstumpet vi har tilfredsstillet vores voksende overforbrug på fremtidens bekostning.
Det er muligt at finde synspunkter, der lader sig drøfte i et andet lys, men "Der er et yndigt land" fastlægger med hele sin tæthed i dokumentationen et før og efter i den danske miljødebat. Det er i sidste øjeblik og livet om at gøre, bogen burde gøres til obligatorisk læsning for enhver med indflydelse på dansk miljøpolitik, så det ikke længere er muligt at opretholde en drøftelse af problemet, som om det blot drejede sig om smag og behag.
Det er dejligt at få ret, om muligt endnu bedre at have ret, men lige her er det direkte bekymrende og kan meget let give associationer til den engelske gravsten, som har indskriften: "Her ligger en mand, der holdt på sin ret".
Lad mig for at være sikker på ikke at blive tillagt det modsatte understrege, at jeg har de allerbedste forudsætninger for ikke at være nogen forloren romantiker. Jeg ville uden at blinke hjælpe med at rive Randerup kirke ned og personligt sætte kartofler på tomten, hvis sulten plagede os. Hvis den nuværende udvikling er nødvendig og uomgængelig, må der rationelt og effektivt skabes de rigtige brug med fasciliteter til at håndtere den slags drift og mængden af følgevirkninger.
Det bliver måske nødvendigt, men man leder også her forgæves efter den overodnede politiske strategi, som med omtanke og sine fremtidsvisioner på plads tager ansvaret for dette tidehverv i dansk landbrug og dyreetik. Man har i forhold til den nødvendige udvikling savnet noget stort, modigt og beslutsomt. Vi har hele tiden måttet nøjes med de små, fra gang til gang glidende forandringer, som - for nu at sige det igen - ikke er styret af en overordnet politisk holdning, men på de mest lusede, magtbevarende undersøgelser af, hvad de fleste på hver deres niveau er parate til at acceptere. " Oh, blinde skippere og døve styrmænd, jeg råber til Jer med vand i min mund", siger Erik Knudsen så nogenlunde. "Der er et yndigt land", skriver Kjeld Hansen, og jeg tror ikke at det er ironisk, selv om emnet kunne kalde på titlen: "Der var et yndigt land".
Danmark er ikke blevet større, når man har udvidet det på vore vådområders bekostning. Som det efterhånden klassiske eksempel så man det i og med hele ødelæggelse af Skjern Å og ådal, som det netop har kostet enorme summer at give lidt af sit gamle liv tilbage. Ødelæggelserne blev lusket igennem og gennemført med tillægsbevillinger, som ikke tålte dagens lys. Enhver indvending blev afvist som ukyndig og romantisk, skønt det allerede dengang stod klart, at bl.a. de småbrug, som man foregav at ville støtte, var uddøende i Danmark.
Lad det nu være, det er som bekendt menneskeligt at fejle, men man oplever aldrig nogen af dem på den anden side, som står frem og erkender en fejldisposition. Tværtimod var det trods mængden af katastrofale følgevirkninger typisk at se Ringkøbing Amt gøre sig parat til at forklare, hvorfor det var nødvendigt at genskabe åløbet.
Reguleringen var en succes, der havde overflødiggjort sig selv.
Det var fermt fundet på, og jeg anbefalede da også på stedet Ringkøbing amt at holde fast på ham, der havde fundet på det slogan. Der er nok for ham at tage fat på i amtet.
Skjern å projeketet er i løbet af henved 50 år historien om en fejldisposition, der har kostet flere hundrede millioner kroner, men lad os ikke glemme, at der trods alt er tale om en vilje til at gøre en gammel skade god igen. Hele forløbet går på melodien "hen til kommoden og tilbavs igen", og det er en luns i munden på kritikken. Alle videre drøftelser ender i partipolitik, og vi kommer ikke videre, før vi for alvor erkender, at det er emnet hævet over.
Det ville være idiotisk at lade bl.a. i dag udvikle sig til et vennemøde. Jeg har oprigtig ondt af det danske landbrug, der som vi alle ville gøre har prøvet at stritte mod en snigende udvikling med de til rådighed stående midler. De fleste i faget erkender i eftertænksomme stunder, at det efterhånden er trist at være landmand, men hele udviklingen skyldes også, at der ikke er nogen af os som vil betale, hvad ordentlige råvarer koster, og derfor har en dagligdag som er belastet af to så underlødige foretagender som Arla Food og Danish Crown.
Man har de tyranner, man fortjener, der er ingen af os som har grund til nogen larmende selvtilfredshed. Tværtimod er det jo nok sådan, at vi har den regering, vi fortjener, men regeringen da også den befolkning, den fortjener. Det er en kendsgerning, som opfordrer til den største selvbesindelse, og efter at man nu i så lang tid er blevet spist af med bortforklaringer og manipulationer fra de folk, som er betalt for det, ville jeg håbe, at man brugte Kjeld Hansens bog som en mulighed for at få udjævnet den vældige kløft, der i forbindelse med hele miljødebatten er ved at skille samfundet i to uforsonlige grupper.
I stedet for at bruge de gensidige påstande til at slå hinanden i hovedet med, kunne man ønske at et fond med hjerte for landskabsbevaring og miljø ville nedsætte en ekspertgruppe, der uafhængig af alle de involverede parter ville komme med en uvildig undersøgelse af de foreliggende problemer.
Lad os som noget af det grundlæggende tage de stigende mængder af svinegylle. Jeg er helt med på, at f.eks. en importindtægt på f.eks. 27 milliarder kroner ikke uden videre kan undværes, men lader tallet sig reducere til 17 milliarder, hvis man trækker den offentlige støtte fra. Og hvordan ville beløbet videre se ud, hvis man modregnede, hvad det koster at rydde bare nødtørftigt op efter den stigende ødelæggelse, der er en direkte følge af gyllen. Der er nok at tage fat på i bl.a. de danske farvande og søer.
Der kunne nævnes adskillige andre udgifter, som efter mit bedste skøn reducerer indtægterne ved svneavlen drastisk, og man kan omvendt spørge, hvilke indtægter der ville være forbundet med fremstillingen af kvalitetskød. Hvad koster det desuden i tabte turistindtægter, at vi er blevet Europas førende gylleland og afmægtige må se, hvordan enhver med landbrugsloven i hånden kan bygge vældige svinestalde på steder, hvor andre folk ikke kan få lov til at ændre et kvistvindue.
Nogle besindige og redelige tal ville gøre små underværker, og viser det sig, at der ikke er nogen vej udenom svinene, kan det som sagt ikke gå hurtigt nok med at få skabt steder, hvor de kan opfodres til mindst mulig skade for miljøet og landskabet.
Jeg efterlyser en upartisk redegørelse, der respekterer vores behov for at overleve på alle niveauer og derfor uanset udfaldet stiller krav til os alle.
For sidst og derfor ikke mindst:
Det drejer sig ikke bare om forurening, men om hele det spind af løgnagtighed, som efterhånden har lagt sig over vores samfund. Vi kan ikke bevare begreber som etik og moral i et samfund, der er ved at blive gennemfordærvet. Enhver dansk troskyldighed er forlængst blevet erstattet af den fremherskende råhed og behovet for at imødegå al usikkerheden med egoistiske løsninger.
Enhver ved sit, og enhver ved også, at det er blevet en folkesygdom, som vi alle er smittet af. Selv ved jeg efterhånden ikke, om det er miljøet, der har skabt os, eller om det er os, der har skabt miljøet.
Saxo fortæller om en lignende situation i Danmarkshistorien, Alle gik og blev ondskabsfulde af bare lediggang og mangel på noget overordnet fælles. Der var en, som var blevet så ked af det, at han holdt sig for sig selv nede ved stranden, og der så han en dag hvordan en fjendtlig flåde nærmede sig kysten.
Ham afsted og op til de andre, som han råbte til: "Jeg forkynder Jer en stor glæde. Fjenden er gået i land".
Findes i kategorien: debat
Under emneord:
Bæredygtig udvikling,
Miljø,
Natur ,
|
Nyt i Det Grønne Bibliotek | Kategorier i Det Grønne Bibliotek | Emneord i Det Grønne Bibliotek | ARTIKLER
